Radioamatørernes
Sommerlejr 2022
                                                17. april 2022
     Sæt X i kalenderen for uge 28!

Sommerlejren åbner officielt:
lørdag den 9. juli og slutter lørdag den 16. juli 2022, men derfor kan man jo godt blive et par dage længere.

Steen OZ5N og Grethe OZ1AGQ er kommet med et super initiativ til en sommerlejr 2022 light, da ingen havde meldt sig som arrangør. Efter at have tjekket en halv snes pladser som ikke kunne klare opgaven i højsæsonen, lykkedes det dem at finde og allerede aftale, at vi kan holde sommerlejr på Vestbirk Camping ved Gudenåen - og i meget smukke omgivelser.
 
Der er forbooket ca. 30 pladser i
UGE 28 - efter "først til mølle" princippet og tilmelding SKAL ske til Grethe på mailadressen "tilmelding(at)oz5xn.dk" eller på telefon 26 55 77 22. Man afregner selv med pladsen.

Det er en "light sommerlejr" er  der ingen arrangører bortset fra, at der er bestilt en plads. Altså - INTET på forhånd fastlagt program eller aktiviteter - udover det sædvanlige sociale samvær og hygge.

Alle kan selvfølgelig selv byde ind med aktiviteter, udflugter eller foredrag med videre, og man arrangerer/aftaler selv. :-) Der skulle dog allerede være tilsagn om rævejagter. Hvis du har lyst til at holde et foredrag, en demonstration eller et loppemarked eller måske foreslå/arrangere en udflugt - så gør du bare det. Nemmere kan det jo ikke blive. 

Sommerlejren rykkes som skrevet tilbage til
uge 28, fordi der er Nordisk mesterskab i rævejagt i Sverige i uge 29, og derfor ville rævejægerne ikke kunne deltage. 

Mere info på denne side når der er nyt.

 
Copyright © 2022 by OZ5XN  ·  All Rights reserved  ·  E-Mail: sommerlejr(at)oz5xn.dk



Møllehøjvej 4, 8752 Østbirk
Mail: Info@vestbirk.dk
Tel. +45 75 78 12 92
https://vestbirk.dk/

  LON: 9° 41‘ 59,0928′
   LAT: 55° 57‘ 49,8348′

Find vej her!

FACEBOOK
 
CAMPING VED GUDENÅEN I MIDTJYLLAND

Vestbirk Camping er en hyggelig og velfungerende plads, smukt beliggende midt mellem 2 af Vestbirk-søerne som Gudenåen løber igennem. De store friarealer indbyder til en spadseretur på pladsen og langs søernes bredder, hvor man bl.a. kan nyde dådyrene i den store indhegning.

Læs mere mere om pladsen på https://vestbirk.dk
Link til billeder fra sidste års sommerlejr
- Og der er allerede nyt!

Grethe og Steen har nemlig besøgt pladsen i påsken og melder, at det ser super godt ud, og at ejerne er mega flinke med god service. Der er på pladsen bl.a. en grill-bix, hvor man kan købe mad - pizza, burgere m.m.. De sørger for at udlægge strøm til os, dog max. 6 Amp per enhed. 

De har et meget stort og fint lokale - kaldet "Stalden", som vi frit kan låne fx til foredrag og fælles afslutning, altså såfremt der ikke lige er optaget eller foregår andet.Toiletter og bad er spitzenklasse og pladsen er tæt på toiletter. Der er fri adgang til swimmingpool.

Der ydes 10% rabat med DCU medlemsskab eller CKE kort. Hvis man ikke har CKE kort kan det købes på stedet til 98,- og gælder et år. De penge er hurtigt tjent ind igen. Hvis vi bliver mere end 30 enheder, får vi yderligere 10% rabat på regningen - undtagen på strøm. Og så er der rigtigt meget at se på i området! Her til venstre foreløbigt et par eksempler.

Den genfundne bro fra 1899 - en tidligere jernbanebro - som har været gemt og glemt i næsten en menneskealder fordi den blev tildækket. En stor unik turistattraktion.
Veteranbanen Bryrup-Vrads er et stykke af danmarkshistorien. Oplev den smukke rute som tager dig fra Bryrup til Vrads, ombord på en af de charmerende toge.
Lejrfrekvens 145.500
- Nyeste info:                              26. maj 2022

Grethe og Steen meddeler, at der onsdag eftermiddag bliver mulighed for et spændende besøg på det nærliggende Vestbirk Kraftværk fra 1924. Værket har indtil for nylig leveret grøn strøm til et større område, drevet af Gudenåens vand.

Tilmeldingsfristen til sommerlejren er bortfaldet, men vi vil gerne stadigt have en tilmelding af hensyn til pladsen, strøm, rabataftale og så videre (se herunder).